En snegl på vejen. Betydningens naturhistorie

Rosinante 1993

Snegl1

                                           


Fra forordet:

Denne bog handler om noget, der endnu ikke har noget almindeligt ord i det danske sprog, men som afgjort bør have det. Tillad mig derfor allerede nu at introducere ordet, vi mangler: Semiosfæren.


Semiosfæren er en sfære ligesom atmosfæren, hydrosfæren eller biosfæren. Den gennemtrænger disse sfærer fra inderst til yderst og består af kommunikation: lyde, dufte, bevægelser, farver, former, elektriske felter, varmestråler, bølger af mange slags, kemiske signaler, berøringer osv. Kort sagt livs-tegn. I kapitel 5 vil vi være rede til at udfolde dette ord på mere regulær vis.


Alle organismer på Jorden kastes ved deres fødsel ind i denne semiosfære, som de må orientere sig korrekt i for at kunne klare sig. I de seneste årtier har vi fået en voksende forståelse af, at alt i denne verden hænger sammen, at f.eks. den CO-2 der udledes i danske skorstene ad mærkelige veje bidrager til den ultraviolette stråling, som uskyldige samer modtager i nordnorge. Vi ved i dag, at alle væsner på kloden lever i et og samme store økologiske fællesskab, biosfæren.


Men sjov nok er det først på det seneste begyndt at gå op for os, at dette begreb, biosfæren, slet ikke rummer det helhedssyn, den holisme, som vi troede. Da vi lavede begrebet om biosfæren, glemte vi nemlig semiosfæren. Vores økologiske forståelse hænger endnu fast i det fysisk-kemiske niveau, hvor energistrømme, biomasse og fødekæder er naturlige kategorier. Derved overser vi, at alle planter og dyr, ja alle organismer, først og fremmest lever i en verden af betydninger. Alt, hvad en organisme sanser, betyder noget for den: føde, flugt, forplantning - eller fortvivlelse for den sags skyld. For mennesket lever jo også i biosfæren.


Meget kort fortalt vil jeg over de følgende ti kapitler vise, at vi mennesker lige som alle andre dyr, planter, protister, svampe og bakterier hører hjemme i en semiosfære. Og at biosfæren må forstås i lyset af semiosfæren snarere end omvendt. Jeg vil forfølge denne semiosfæres fremvækst fra dens spæde start ca. 700.000 år efter urknaldet, Big Bang, og frem til nutidens dyr og planter. Jeg vil endog forfølge semiosfæren ind i organismernes indre, hvor cellerne myldrer rundt i en kakafoni af budskaber. Og jeg vil vise, hvordan de sværmende celler til sidst kunne blive til tænkesværme hos mennesker, der forstod at tale med hinanden, og som kunne skelne mellem godt og ondt.


Ledespørgsmålet bag alt dette er: Hvordan kunne naturhistorien blive til kulturhistorie? Eller med andre ord, hvordan kunne naturen begynde at betyde noget for nogen? Ja, ‘nogen’ er på en måde denne bogs hovedperson. Hvordan kunne noget blive til ‘nogen’?







19© Jesper Hoffmeyer 2013