Kodedualitet

Ideen bag begrebet kodedualitet er, at alle levende systemer dynamisk set grundliggende beror på vekselvirkningen mellem to slags kodede budskaber, de der er kodet digitalt (i DNA og/eller RNA) og som har med selv-reference at gøre, og de der er kodet analogt (i proteiner, membraner, morfologiske strukturer, adfærdsmønstre etc.) og som er handlingsorienteret, dvs rettet mod  det levende væsen i dets interaktion med miljøet, altså et fremmed-referenrede system. Samspillet mellem disse to slags koder varetages på celleplan via såkaldt signal transduktion.


I bogen “Biosemiotik. En afhandling om livets tegn og tegnenes liv” (Forlaget Ries, København 2005), brugte jeg kapitel 4 (40+ sider) til en udførlig analyse af dette centrale begreb. Nednefor et citat fra dette kapitel, herunder et uddrag af den artikel, hvori Claus Emmeche og jeg første gang introducerede begrebet internationalt.


UDDRAG AF KAPITEL 4 i BIOSEMIOTIK (2005):

Kodedualitet

Claus Emmeche og jeg foreslog i 1991, at liv som sit mest grundlæggende træk var karakteriseret ved kodedualitet, dvs ved den kontinuerte udveksling af budskaber frem og tilbage mellem analoge og digitale kodningsoverflader (Hoffmeyer and Emmeche 1991). Som analoge koder genkender og vekselvirker organismerne med hinanden i det økologiske rum, mens de som digitale koder passivt bliver båret frem gennem tiden fra generation til generation (eventuelt efter rekombination via meiose og befrugtning hos arter med seksuel forplantning). Set i dette perspektiv er arv at forstå som 'semiotisk overlevelse' - overlevelse via kodedualitet.

Ideen om kodedualitet var i høj grad inspireret af Gregory Batesons storstilede forsøg i bogen "Ånd og natur" (Bateson 1979) på at trække en forbindelse mellem tænkning og evolution som beslægtede processer. Men samtidig var den inspireret af en tese fremsat af den amerikanske biofysiker Howard Pattee, hvorefter levende systemer i sig nødvendigvis rummer to komplementære principper, dels en tidsuafhængig og symbolsk eller "lingvistisk funktionsmåde" og dels en tidsafhængig dynamisk funktionsmåde (Pattee 1972; Pattee 1997). Vi skal se nærmere på Pattee's "epistemiske snit" (epistemic cut) nedenfor, men her vil jeg gerne først gengive vores oprindelige præsentation af ideen om kodedualitet.

Ideen blev introduceret i forbindelse med en diskussion af, hvilken status, vi skal tildele liv. Eksisterer levende systemer i sig selv, eller eksisterer de kun for os, altså som en kategori i vores sprog og tænkning?  I besvarelsen af det spørgsmål tog vi afsæt i en Batesonsk forståelse af liv som besiddende evnen til at håndtere information i betydningen "forskelle, der gør en forskel":

 

Lad os sætte, at et levende system opstod i ursuppen, eller hvor det nu var. Så måtte vi spørge: Hvem var det subjekt, for hvem de forskelle, dette system opererede på, ville gøre en forskel? Hvis man overhovedet medgiver, at levende systemer er informationsbehandlende enheder, er det eneste mulige svar på dette spørgsmål: Systemet er selv subjektet. Derfor må et levende system "eksistere" for sig selv, og i den forstand er systemet mere end en blot opfindelse, vi gør os i vort eget forestillingsliv: For at et system kan være levende, må det skabe sig selv, dvs. det må indeholde sådanne distinktioner, som er nødvendige for dets egen bestemmelse som et system. Selv-reference er det fundament, livet udvikler sig på, den mest basale fordring (det samme gælder ikke døde systemer: den hydrologske cyklus har ingen grund til at kende sig selv. Floderne løber nedad pga. tyngdekraften, vandet fordamper over havene på grund af solens varme, intetsteds afhænger systemets funktion af en selv-genkendelse).

En anden måde at udtrykke dette på er at sige, at forskelle ikke er forståelige i fraværet af formål'. Hvis intet betyder noget, er stof alt, hvad der er. ("If nothing matters, matter is everything")

Men hvad bygger denne selv-reference og altså livet på? Vi foreslår, at det centrale træk ved levende systemer, som tillader selv-reference, og dermed evnen til at udvælge og reagere på forskelle i omgivelserne, er kodedualitet, dvs. et systems evne til at repræsentere sig selv på to forskellige koder, en digital og en analog[1]. Symbolsk kan denne kodedualitet repræsenteres ved relationen mellem æg og høne.

Selv-reference er tydeligvis betinget af en eller anden slags gen-beskrivelse. Systemet må være i stand til at konstruere en beskrivelse af sig selv (Pattee 1972, 1977). Denne beskrivelse må yderligere forblive inaktiv - eller i det mindste beskyttet fra - systemets livsprocesser, for ellers vil beskrivelsen forandres - og i den sidste ende dø sammen med systemet. Beskrivelsens funktion er med andre ord at sikre systemets identitet gennem tid: Systemets hukommelse. I alle kendte levende systemer er denne beskrivelse lavet i DNAets (eller RNAets) digitale kode (se nedenfor[2]) og besidder potentialet for at blive videregivet til kønscellerne.

Vi formoder, at det på ingen måde er tilfældigt, at erindringskoden er digital.  Hvad den nedarvede beskrivelse skal specificere er ikke de materielle detaljer i systemet men kun de strukturelle relationer i tid og rum[3]. Hvis den slags abstrakte specifikationer skulle udtrykkes på analog kode ville kun meget simple systemer være mulige, og sådanne systemer ville formentlig ikke kunne overleve (hvis til sammenligning den menneskelige kommunikation og hukommelse kun betjente sig af analoge koder, f. eks. mime, hvis med andre ord vi ikke disponerede over sprogets digitale kode, så ville vores kulturelle hukommelse være lige så kort som chimpansens - og den sociale struktur tilsvarende enkel).

Hvis systemet skal være operativt, må de nedarvede beskrivelser i den digitale kode oversættes til det levende systems fysiske "virkelighed". Denne oversættelse (ontogenesen) kan kun foregå, hvis det befrugtede æg, eller en tilsvarende celle, besidder evnen til et dechifrere DNA-koden samt til at udføre dens instruktioner på en bestemt måde. DNA-koden udgør altså ikke i sig selv en udtømmende beskrivelse.

Realiseringen i tid og rum af de strukturelle relationer, der foreligger specificeret på digital kode bestemmer, hvilken slags forskelle i omgivelserne systemet konkret vil selektere og reagere på. Med denne realiseringsproces indledes en ny fase, det aktive livs fase. Man kunne sige, at i denne fase, den "analoge fase", udtrykkes hukommelsens budskab.

Undertiden vil systemet overleve længe nok til at levere sin egen udgave af den digtaliserede erindring (eller dele af den) videre til en "ny generation". Dette svarer da til en tilbage-oversættelse af budskabet til digital form. Den egentlige betydning af denne proces kan imidlertid først rigtig vurderes på populationsniveauet. Det er populatitionen (snarere end den enkelte organisme) der leverer en besked om de aktuelle livsbetingelser videre til den kollektive hukommels (genpuljen)  ... Kæden af begivenheder. der adskiller liv fra ikke-liv, den uendelige kæde af reaktioner på udvalgte forskelle, betjener sig således af mindst to koder: en kode for handling (adfærd) og en kode for hukommelse - den første af disse koder må nødvendigvis være analog, og den anden må højst sandsynligt være digital (Hoffmeyer and Emmeche 1991).

 

 

Dette begreb om kodedualitet har desværre virket forvirrende på en del læsere. Der er her nok i hovedsagen tale om to kilder til forvirring. Den ene ligger i brugen af ordet kode, et begreb som har forskellige implikationer inden for forskellige paradigmatiske sammenhænge. Den anden kilde til forvirring er måske mere principiel, og handler om opfattelsen af levende væsner som koder. En sådan opfattelse tænder let et alarmskilt, hvor der står 'pansemiosis'. Er alt i verden blot tegn? Hævder vi, at der ingen realitet er ud over tegnenes?

Jeg skal straks svare nej til disse sidste retoriske spørgsmål. En påstand om at der her i verden ikke er andet end tegn er lige så reduktionistisk og ufrugtbar, som påstanden om at alt i verden kan reduceres til stof eller energi. Hvad Peirce kaldte "brute force", andetheden, (jvf. kap 3) er et aspekt af vores verden, som ikke meningsfuldt kan borttænkes, lige så lidt som tilfældighed eller førstehed kan borttænkes. John Deely har indført begrebet physiosemiosis som betegnelse for semiotiske processer, der udspiller sig i den fysiske natur (Deely 1990). Se også (Christiansen 2002; Taborsky 2002). Fortidens meteorstorme kan f. eks. stadig beses som kratere på vores måne, og udgør derved en slags spor eller erindringer om  hine tider. Kun et intelligent væsen er selvfølgelig i stand til at dechifrere denne sammenhæng, altså fortolke fordybningerne i månens overflade som kratere. Men denne fortolkningsmulighed var dog latent tilstede alene givet som et spor, et spor som blot ingen interesserede sig for, før menneskene begyndte at grunde over universets gåder. Naturens 'vanedannelse', eller altså dens tendens til at erhverve nye regelmæssigheder har været virksom til alle tider. Semiosis opstod ikke med livet, men erhvervede blot gennem livsformernes spil en ny og uhørt frihed forstået som evne til anticipatorisk udnyttelse - iscenesættelse - af andethedens tvang, "brute force". Man må altså skelne mellem semiotiske processer i fysiske, biologiske og psykiske systemer, idet den semiotiske frihed er langt større i de sidste end i de første. Derfor kan man meget langt hen ad vejen slippe godt fra at borttænke den semiotiske dimension, når man beskæftiger sig med livløs natur, mens dette meget hurtigt bliver absurd, når man beskæftiger sig med menneskets natur.

Ordet pansemiosis bærer selvfølgelig mindelser til den tyske naturfilosof Schellings forståelse af verden som panpsykisk. Uanset hvad Schelling egentlig mente dermed, hvorom vi i vor ukyndighed ikke skal udtale os, så forekommer det uhensigtsmæssigt at rode den specifikt menneskelige psykologi ind i naturprocesserne. Og det kan vel ikke undgås, at den i og for sig legitime afvisning af en sådan antropomorfisme, smitter af på opfattelsen af begrebet pansemiotik, selvom dette begreb jo netop ikke udbreder det specifikt menneskelige til universet i sin helhed, men snarere ser det menneskelige som blot en blandt utallige instantieringer af en universel semiosis..

Begrebet kode-dualitet indebærer altså hverken reduktiv pansemiosis (alt er tegn) eller antropomorfisme. Lad os da nu konfrontere spørgsmålet om, hvad der menes med kode i dette udtryk.

I sin dagligdags betydning henviser ordet kode til en sædvanemæssig brug af bestemte effekter i kommunikativt ærinde, som når man taler om en dress-kode eller om, at forskellige miljøer har forskellige adfærdskoder. I semiotisk sammenhæng har begrebet kode haft to temmelig forskellige betydninger: På den ene side har det under indflydelse af informationsteori i 1960erne og 1970erne været brugt i betydningen "et sæt af fælles regler for fortolkning" (Thibault 1998). Koden ses her som et kontekstfrit regelsæt for kodning, transmission og dekodning af information. Som vi har set i afsnittet om det centrale dogme, er DNAkoden blevet opfattet som en kode i denne forstand. Men komplikationerne tårner sig hastigt op i disse år. Ikke engang i det simple tilfælde, hvor man indskrænker sig til at betragte informationsoverførslen ved den proces, hvorved proteinet dannes ud fra DNAkoden via en mRNA kode, er der tale om et ubrydeligt regelsæt, som sikrer den rette informationsoverførsel i alle tilfælde. Som vi skal se i kapitel 5 rammer konteksten uforudsigeligt ind i denne proces på flere forskellige niveauer, dels som såkaldt RNA-editering, og dels som en tvetydighed i aflæsningen af de triplet-tegn, stop-kodoner (engelsk  = stop codons), der fastlægger slutpunktet for tilføjelsen af aminosyrer til den voksende proteinkæde. Hvis den genetiske kode, som det ofte sker, bruges metaforisk til at sige, at generne koder for bestemte træk hos organismen, så er vi selvfølgelig endnu meget længere fra at tale om kode i den præcise informationsteoretiske betydning.

Den informationsteoretiske brug af begrebet kode har været  - og er fortsat - til stor nytte i analysen af informationsoverførsel i "intelligente maskiner" eller i telekommunikationssytemer. I moderne semiotik har man dog efterhånden forladt denne opfattelse af koden som en simpel mekanisme for parring af begreb og referent[4]. Snarere går interessen på koden som en vehikel for meningsskabende aktivitet. Hos Winfried Nöth indfanges kodebegrebet på følgende måde:

 

Semiotikere udforsker koder som kulturelle tegnsystemer af den mest forskelligartede slags, fra traffikskilte til mode, fra morsekoden over heraldikkens kode til teatrets kode. Hyppigt menes der med kode ikke andet end tegnsystem  (Nöth 2000, 216).[5]

 

Ud fra dette synspunkt er en kode en semiotisk ressource, som gør det muligt at skabe visse former for mening, men ikke andre. Anskuet som et tegnsystem er kropssproget f. eks. særdeles velegnet til at udtrykke emotionelle budskaber såsom afsky, ubehag eller glæde, det kan også med lidt større kunstfærdighed bruges narrativt, som vi kender det fra mimekunst, men det kan kun med besvær udtrykke logiske sammenhænge som f. eks. en benægtelse (se neden for).

 

 

Digitale koder

Udtrykket digitale koder dækker over et helt sæt af koder, der alle er fælles om at bero dels på diskontinuitet mellem de indgående tegn, og dels på en arbitrær (konventionel, oftest historisk eller sædvanemæssig) relation mellem tegnet og det betegnede. Disse egenskaber giver digitale koder nogle særlige fordele, som er enestående for de to fænomener, vi kalder liv og kultur. Især tre egenskaber bør fremhæves (Hoffmeyer 2001a).

Den første er, at de budskaber der udtrykkes i digitale koder er hævet over naturlovenes begrænsninger af mulighedsrummet. Digitale koder tillader mulige såvel som umulige budskaber. I en fortælling kan alt ske: Maryl Streep kan f.eks. spise frokost med Sokrates, en kæmpetorsk kan husere i Oslos gader, eller piloters koner kan begynde at føde bevingede børn. Det er derimod svært at se, hvordan noget af dette skulle kunne udtrykkes i en analog kode som f.eks. en mime (uden brug af konventionelle tegn, herunder tegnsprog). Digitale koder er selvfølgelig altid baseret på materielle processer, og som sådan kan de udmærket ødelægges, bøgerne kan brændes, computerne kan smadres, eller man kan begrænse ytringsfriheden. Men den slags tiltag ændrer ikke det kodede indhold, det ødelægger blot koden. Nøjagtig det samme gælder genernes digitale budskaber. Også de har friheden til at være umulige forstået på den måde, at den befrugtede ægcelle ved at udføre de kodede instrukser vil producere et individ, der ikke er levedygtigt. Den slags sker hele tiden bl.a. takket være de allerede omtalte overkrydsningsprocesser, hvorved arvematerialet bestandigt rekombineres på nye måder. Det er denne egenskab ved de digitale koder, som er årsagen til de levende systemers kreativit, den utrolige kombinatoriske kapacitet og deraf følgende bestandige afprøvning af mulighedernes grænser i stadig nye kombinationer.

Den anden fordel ved digitale koder er deres tidsuafhængighed eller objektivitet. Digitale koder er erindringskoder. Kun fordi Platon skrev Sokrates' dialoger ned, kender vi dem idag. Havde dialogerne ikke været kodet i sprog men f.eks. i mimede episoder, ville de formentlig være afgået ved døden sammen med Sokrates eller ville i det højeste have overlevet nogle få generationer. Nøglen til dette er, at de digitale koder er objektive på den måde, at de beror på en fælles konvention. Den canadiske kommunikationsforsker Anthony Wilden har peget på den forskel mellem analoge og digitale koder (blandt mange andre), at "a digital code is 'outside' the sender and receiver and mediates their relationship; an analog code is the relationship which mediates them" (Wilden 1980, 173). I første omgang kunne dette synes at stemme dårligt overens med genomet som digitalkode, da genomet jo netop overføres ved celledelingen (mitose eller meiose), hvorved der etableres en kontinuitet i tid og rum mellem afsenderen (forældre-organismerne) og modtageren (zygoten =den befrugtede ægcelle). Men den topologiske detalje, at kromosmerne så at sige rejser fra generation til generation inde i en celle, bør ikke få os til at overse, at det netop er dette 'adskilthedsprincip', som er den dybere årsag til, at lamarckistisk nedarvning ikke finder sted. Ganske vist befínder genomet sig inde i cellerne, men som vi har set, deltager genomet netop ikke i cellens aktiviteter, genomet "gør ingenting" som Richard Lewontin har sagt (Lewontin 1992), men er tværtimod godt beskyttet mod livets omskiftelighed af et beskyttende lag af proteiner. I kraft af sin afsondrethed fra det metaboliske virvar, altså i kraft af selve sin grundlæggende passivitet, er den digitale DNAkode i stand til at bevare fortidens erfaringer om det projekt at overleve under givne økologiske vilkår. Og det er netop derfor, gener ikke duer til noget i sig selv men kun via indvirken fra en fortolkende instans.

Den tredie fordel ved digitale koder er, at de er eminente redskaber for abstraktion, dvs for udformningen af meta-budskaber, budskaber hvis indhold drejer sig om, hvordan andre budskaber skal forstås. Gregory Bateson viste, at meta-budskaber sagtens kan kommunikeres i analog kodning, hvad der f.eks. kan iagttages, når abeunger leger. Her kan man se, hvordan abeungerne napper efter hinanden, idet de fingerer et egentligt slagsmål. Ifølge Bateson er nappet her et metabudskab, der lyder: "dette er ikke et bid" (Bateson 1972, 179). Det negative budskab, altså fraværet af et bid, kan ikke direkte kommunikeres analogt, men det kan annonceres gennem et positivt budskab, tilstedeværelsen af et nap. Nappet er en indikator for noget, som ikke er der. Men Bateson gør også opmærksom på, at dette formentligt er så langt, som analog kodet kommunikation kan gå i retning af den abstrakte kategori "ikke". Til virkelige abstraktioner kræves digitale koder.

Vi kender stadig ikke den fuldstændige syntaktiske struktur af genomets kodninger, men regulatoriske gener er i alt fald eksempler på metabudskaber, og forekomsten af atavismer, såsom den tre-tåede hest, synes at indikere, at udskillelsen af genetiske materiale ikke er den eneste måde at slippe af med forældede instrukser på. Negation er også en mulighed. Abstraktion giver således den evolutionsmæssige proces en plasticitet, uden hvilken den måske ikke ville have været så opfindsom, som den faktisk er.

 

Analoge koder

"If you say to a girl 'I love you', she is likely to pay more attention to the accompanying kinesics and paralinguistics than to the words themselves" skriver Gregory Bateson og fortsætter: "We humans become very uncomfortable when somebody starts to interpret our postures and gestures by translating them into words about relationship. We much prefer that our messages on this subject remain analogic, unconscious, and involuntary" (Bateson 1972, 374). Analoge kodninger i form af kropssprog er evolutionsmæssigt af meget ældre dato end det talte sprog og tillige stærkere forankret i menneskets emotionelle konstitution. Som Wilden skriver:

 

The analog is pregnant with meaning  whereas the digital domain of signification  is, relatively speaking, somewhat barren. It is almost impossible to translate the rich semantics of the analog into any digital form for communication to another organism'.

 

Men til gengæld:

 

...what the analog gains in semantics it loses in syntactics, and what the digital gains in syntactics it loses in semantics. Thus, it is that because the analog does not posses the syntax necessary to say "No" or to say something involving "not" one can refuse  or reject  in the analog, but one cannot deny  or negate'  (Wilden 1980, 163).

 

Det må nok erkendes at klassificeringen i henholdsvid digitale og analoge koder henter meget af sin tiltrækningskraft fra den overdrevne vægt, der i alt fald tidligere blev lagt på de mere formale aspekter af menneskelig kommunikation. Det var i høj grad Batesons fortjeneste at afdække de paralingvistiske og paralogiske dimensioner af kommunikationen mellem mennesker såvel som mellem dyr. Derved opdagede han, hvilken enorm rolle analog kodning generelt spiller i naturlige systemer[6]. Som semiotisk kategori er begrebet analog kodning næppe helt tilfredsstillende, og vi skal foreslå at begrebet mere opfattes som et modbegreb til de digitale koder, dvs. som en samlebetegnelse for rum-tids kontinuerte kodninger baseret på lighed eller på tilhørsforhold (f. eks. del-helhed), altså på en ikonisk eller indeksikal relation mellem tegn og objekt (hvor digitale koder sammenfatter sådanne tegnsystemer, hvor tegnenes relation til det betegnede beror på et konventionelt sædvanemæssigt opstået udgrænsningsprincip).

I kapitel 7 skal vi se nærmere på de endosemiotiske analogkodninger i form af indeksikale og ikoniske tegnprocesser i organismens indre. På det exosemiotiske niveau var allerede Jakob von Uexküll meget opmærksom på betydningen af det, vi her kalder analog kodning. Uexküll kaldte det ofte "kontrapunktiske duetter", og nævnte talrige eksempler, så som relationen mellem fluer og edderkoppespind eller mellem fugle og sommerfugle, som er dekoreret med pletter, der ligner øjne: "By opening their wings they chase away the small birds that pursue them: These birds automatically fly away at the sight of the eyes of other small predators that may suddenly appear" (Uexküll 1982 [1940], 59).

Kodedualitet indebærer altså en privilegering af den digitale kode, i den forstand at begrebet iscenesætter den digitale kode som enestående i forhold til de mangfoldige analog-kodninger, livsprocesserne i øvrigt er spundet sammen af. Denne ligestilling mellem digitalkoden og analogkoderne retfærdiggøres af de egenskaber, der ovenfor blev fremhævet som typiske for digitale koder. Det er netop spillet mellem disse to typer af kodninger, der gør evolutionen mulig. Analog og digital kodning er to lige nødvendige former for referentiel aktivitet, og de opstod som tvillinger i den individuationsproces som gav ophav til livets indre logik (sml. figur 2.5).

 

Uden den digitale kode ville der ikke have været nogen stabil forbindelse til den temporale verden, det retningsbestemte kontinuum af fortider og fremtider, og der havde derfor ikke kunnet forekomme nogen egentlig agens (handlekraft/initiativ) eller kommunikation. På den anden side, uden de analoge koder ville der ikke have været nogen vekselvirkning med verden, ingen fremmed-reference. At hævde at kun den digitale tvilling er semiotisk, mens den analoge tvilling efterlades i den klassiske dynamiks sfære, er at blokere den eneste mulighed for at overskride det "epistemiske snit" (jvf. diskussionen nedenfor af Pattees begreb "epistemisk snit"). Kode dualitet og semiosis åbner for en dimension af vores verden og dens evolution, som ef underbestemt af termodynamikken. Kontekst-space ekspanderer med en akcelererende hastighed relativt til forøgelsen af artens semiotiske raffinement[7]. For at sige det enkelt: der er mange mange flere måder at være smart på, end der er at være dum på (kunne dette mon være årsagen til, at  artsdannelseshastigheden er fem gange højere for pattedyrene end den er for lavere hvirveldyr) (Hoffmeyer 2001a).

 

Kodedualitetsbegrebet udpeger således den semiotiske kerne i den biologiske evolutions mekanisme[8] og dermed også den konkrete semiotiske dynamik, som forårsager den levende naturs bevægelse mod stadig større semiotisk frihed (Hoffmeyer 1992).

Analoge og digitale koder er imidlertid ikke absolutte begreber, idet en kode, der i en sammenhæng er analog, i anden sammenhæng kan være digital og omvendt. Computerspil er f.eks. i et og alt baseret på en digital teknik, men skærmbilledet er dog en analog repræsentation. Den omvendte situation ser vi med hieroglyffer. der hver for sig (i alt fald i nogle tilfælde) kan opfattes som analogt kodede tegn, men som når de præsenteres som skrift antager karakter af digitale tegn[9]. På samme måde med et maleri, der set i sig selv udgør en analog repræsentation for en indre realitet hos maleren, men som, hvis det hænges op sammen med andre billeder på en udstilling, bliver et blandt andre diskrete tegn, der indgår i udstillingens overordnede formalisme. I Gregory Batesons terminologi sker der her et skift i logisk type[10], dvs billedet i sig selv og billedet som en genstand på en udstilling tilhører ikke samme logiske type. Man kunne måske her endda sige, at det kun er i den højere logiske types kontekst, at billedet overhovedet er et maleri. I alt fald ville malerier være en hel anden slags ting, hvis der ikke fandtes udstillinger. Udstillingen digitaliserer kunstnerens arbejde og bevarer det samtidigt som et maleri. Gennem denne operation bliver maleriet på engang mere frit og mindre engagerende: Det kan nu rekombineres med andre genstande i samlinger, kunsthistoriske værker eller møblementer. Men denne forøgelse af friheden betales med et tab af individuel mening - hvilket måske er grunden til, at kunstnere ofte ikke bryder sig om at sælge deres billeder.

Eksempler på sådanne analog-digital skift er talrige i livsverdenen, og er formentlig altid involveret i emergente fænomener[11]. Analoge kodninger antager f.eks. digital karakter ved at indgå i såkaldt quorum sensing. Ordet quorum er hentet fra juridisk sprog, hvor det bruges i forbindelse med møder eller generalforsamlinger, hvor der skal være et vist antal fremmødte for at mødet kan være beslutningsdygtigt. Når dette er tilfældet, siges der at være quorum. Quorum sensing er blevet betegnelsen for en bestemt type kommunikativ aktivitet blandt bakterier, der viser sig ved at bakterietætheden som såden udløser en eller anden proces. Fænomenet beror på, at alle bakterierne udskiller et særligt stof, som derfor vil have en koncentration i mediet såvel som i cellerne, der afspejler bakterietætheden, og når koncentrationen overstiger en vis værdi, vil stoffet kunne binde sig til regulatoriske proteiner og derved udløse en transkription af specifikke gener.

Et pudsigt tilfælde af quorum sensing optræder hos en art blæksprutte (Euprymna scolopes), der om natten jager småfisk i koralrevene ud for Hawai's kyst. På grund af månens lys, kaster blæksprutten en skygge, der gør den til et nemt bytte for eventuelle rovfisk. E. scolopes har da udviklet den forsvarsstrategi selv at udsende lys. Dette sker via et samarbejde med flourecerende bakterier (Vibrio fischeri), som lever i blæksprutternes "mantel cavity", hvor de serviceres med den bedste føde. Her udsender bakterierne lys af samme intensitet og farve som månelyset, hvilket forhindrer rovfisk i at se blæksprutten nedefra (McFall-Ngai and Ruby 1998). En udførlig behandling af quorum sensing's biosemiotik er givet af Luis Bruni (Bruni 2002; 2003) . Om morgenen begraver blæksprutten sig i sandet og skiller sig af med 90 til 95% af bakterierne, hvorved tætheden kommer under den kritiske værdi. Ved aftenstide er bakteriepopulation vokset op igen, og tilsyneladende har blæksprutten fuld kontrol over bakterievæksten via regulering af ilttilførslen. (I princippet kunne quorum spørgsmålet i menneskelige forsamlinger afgøres på samme måde, hvis man tænkte sig, at hver mødedeltager trykkede på en summer, og man så havde en lyddetektor, der var indstillet til først at reagere ved den relevante lydstyrke).

Interessant er det, at det samme stof (N-Acyl-homoserin lacton - hvor acylgruppen kan variere) synes at optræde som signalstoffet ved mange, indbyrdes vidt forskellige udgaver af quorum sensing. Hos V. fischeri udvirker dette stof[12] i høje koncentrationer en induktion af det såkaldte lux gen og dermed en 100 - 1000foldig forøgelse af bioluminescensen. Koncentrationen af N-Acyl-homoserin lacton udgør åbenbart generelt et analogt kodet budskab om bakterietæthed, der kan digitaliseres så koden istedet bliver en slags kontakt, hvormed i dette tilfælde blæksprutten tænder og slukker for sit falske lys. "Counter-illumination" kalder man denne form for kamouflage.

Den modsatte situation hvor naturlige digitale koder overgår til at være analoge koder, kendes f. eks. fra nervesystemet. Her udgør hver enkelt neuron en slags enten/ eller mekanisme, således at forstå - lidt forenklet sagt - at enten afgiver cellen en serie aktionspotentialer eller også gør den det ikke. I en typisk nerve er der imidlertid et stort antal parallelt løbende axoner, og det samlede signal vil derfor være et kontinuert varierende signal, der afspejler fraktionen af neuroner, som til enhver tid udsender aktionspotentialer.


[1] en umoden udgave af ideen om kodedualitet blev foreslået i (Hoffmeyer 1987).

[2] Når DNA-molekylet anskues som informationsbærende, ses det en sekvens af tripletter, dvs enheder af tre nucleotidbaser i rækkefølge, der hver især specifiserer en given aminosyre i det proteinmolekyle, genet koder for, og hvor relationen mellem tripletten og aminosyren antages at være arbitrær eller beroende på en historisk etableret "konvention".

[3] Hvis genet koder for et bestemt enzym, vil nedbrydningshastigheden af dette enzym f. eks afgøre hvor længe det vil være virksomt i en celle, hvilket kan være afgørende for koncentrationen af de metabolitter, der indgår i den katalytiske reaktion. Da metabolitkoncentrationerne ofte har regulerende virkning på andre cellulære processer, bestemmer genet altså derved indirekte de temporale relationer mellem diverse processer (Figur 5.5 illustrerer dette), men hvor præcis hvilke molekyler befinder sig i cellen kan generne af gode grunde ikke influere på. Det kan måske belyse denne problematik, at hvis et protein var på størrelse med en personbil så ville cellen typisk være på størrelse med København, blot kuglerund snarere end flad.  Og proteinernes bevægelsesfrihed i cellen ville pga indre membraner næppe være større end bilens bevægelsesfrihed i Københavns gadenet, jvf kapitel 5.

[4] En undtagelse er den tradition der stadig arbejder på grundlag af Noam Chomsky's ideer om den 'generative grammatik'  (Chomsky 1965).

[5] "Als Kodes erforschen Semioitiker kulturelle Zeichensysteme der verschiedensten Art, von der Verkehrszeichen bis zur Mode, vom Morsekode über der Kode der Heraldik bis zu den Kodes des Theaters. Häufig ist mit Kode nichts anderes als ein Zeichensystem gemeint"

 

[6] Det ovenfor nævnte eksempel med leg blandt abeunger illustrerer dette. Bateson skriver: "denotative communication as it occurs at the human level is only possible after the evolution of a complex set of metalinguistic (but not verbalized) rules which govern how words and sentences shall be related to objects and events. It is therefore appropriate to look for the evolution of such metalinguistic and/or metacommunicative rules at prehuman and preverbal level" (Bateson 1972, 180), og Bateson fremdrager her ud over legen også trusler, snyd og ritualisering. I en fodnote siger Bateson, at verbaliseringen af disse metalinguistiske regler er en meget senere præstation, som kun kan finde sted efter udviklingen af en ikke-verbaliseret meta-lingvistik.

[7] At 'context space' ekspanderer i vores biosfære er i god overensstemmelse med Stuart Kauffmans analyse i  bogen Investigations, hvorefter den størrelse, Kauffman kalder "the adjacent possible", det vil sige mængden af tilstande som kunne blive realiseret i næste step, udviser en eksponentiel vækst: ”Our biosphere and any biosphere expands the dimensionality of its adjacent possible, on average, as rapidly as it can” (Kauffman 2000, 151).

[8] Kodedualitetsbegrebet kan også ses som den semiotiske kerne i en kulturel evolution
(Hoffmeyer og Emmeche 1991).

[9] Analog-digital overgangen kan i nogle tilfælde iagttages i den enkelte hieroglyf, der kan fungere både som ideogram (billedtegn) og som fonogram (lydtegn). En hieroglyf, der ligner et øje, kan afhængigt af sammenhængen f. eks. betyde ’blind', 'vågen' eller 'græde', men den kan også betyde lyden "ir", idet øje hedder "irt" oplyser Den store danske Encyclopædi (bind 8, s. 438)

[10] Bateson refererer her til Bertrand Russels typeteori
(Russel and Whitehead 1910-13).

[11] Stjernfelt har peget på, at det lingvistiske begreb "kategorial perception" eventuelt kan udstrækkes til at gælde overgange fra ikonisk til symbolsk repræsentation helt generelt, hvilket synes at harmonere med den betydning vi her tilskriver analog-digital skift (Stjernfelt 1992). Alarmoner, som omtales i forbindelse med endosemiotk (kapitel 7) er et andet tilfælde.

[12] Acylgruppen er her en 3-oxohexanoylgruppe



             Oprettet 28. december 2013

19© Jesper Hoffmeyer 2013