Naturvidenskabstanker


Naturvidenskaben er ikke kun en aktivitet, der skaber erkendelse, skønt den dimension af naturvidenskaben selvfølgelig står centralt. Naturvidenskaben er også et esoterisk forum for udøvelsen af magt. Naturvidenskaben frembringer på den ene side forestillinger om verden som - med en vis forsinkelse - kommer til at gennemsyre befolkningens forståelse af den verden, vi bebor, herunder forståelsen af menneskets eget væsen. På den anden side frembringer naturvidenskaben det vidensmæssige grundlag for den teknologiske udvikling. Jeg betragter det som en uomgængelig kendsgerning - opnået gennem de indsigter i historie, filosofi og sociologi, som det 20. århundrede selv har frembragt - at naturvidenskaben både som producent af forestillinger og som producent af teknologi er underkastet begrænsninger, som sættes af tidens kulturelle horisonter. Naturvidenskabelige påstande er som alt andet af begrænset gyldighed. Da disse begrænsninger for gyldigheden imidlertid alt ofte undervurderes eller ligefrem ignoreres af det videnskabelige forum selv såvel som af de journalister, der ellers på andre områder godt kan være kritiske, har jeg siden min ansættelse på universitetet for mere end 40 år siden følt mig forpligtet til bestandig at påpege dem.

blæksprutte-kat

Det er vigtigt for mig at sige, at mit "bombardement af naturvidenskabens hovedkvarterer" ikke skyldes en negativ holdning til naturvidenskaben, men tværtimod et dybt engagement. I virkeligheden kommer den største trussel mod naturvidenskab og rationalitet fra netop de, der ukritisk overdriver dens gyldighed på områder af tilværelsen, hvor den ikke har så meget at sige. Når store befolkningsgrupper idag vender naturvidenskaben ryggen, er det højst tænkeligt fordi, en overdreven tiltro til de naturvidenskabelige løsningers effektivitet har givet bagslag i praksis. Vores hjælpeløshed over for psykisk sygdom er et talende vidnesbyrd om, hvor utilstrækkelig naturvidenskabens nuværende horisont er. Mennesket er ikke en slags zombie, der blindt adlyder naturgivne bestemmelser. Det ved såvel psykiatere og psykologer som folk i almindelighed jo udmærket, men biologisk og lægevidenskabelig teori ligger under for, hvad man kunne kalde en “paradigmatisk blindhed” på dette som på andre områder. Biovidenskaberne savner en teori, der kan gøre det forståeligt, at mennesker er hele personer, som ikke kan skilles ad i sjæl og legeme, men som netop hænger sammen i kraft af at kroppen i sig selv er det, vi kalder “sjælfuld”, dvs. psykisk. Ved at insistere på at beskrive mennesket som en maskinagtig ting, lader biovidenskaben sjælfuldheden i stikken og tvinger fornuftige mennesker til at adoptere en håbløs sjæl-legeme dualisme, som gør sjælen til en ting helt uden forbindelse til kroppen. Eller som filosoffen Hans Jonas har sagt: "Legemet bliver på denne måde sjælens gravsted, som den først genopstår fra, når kroppen dør. Livet bor som en fremmed i det kød, der ifølge sin natur - det legemliges natur - ikke er andet end et lig, som kun tilsyneladende har været vakt til live takket være den forbipasserede sjæls gunst.".

Sjælen forlader kroppen

Sjælens afsked med kroppen

For at komme ud over “blindheden”, må biologi og lægevidenskab igennem et opgør med nogle grundliggende ontologiske (metafysiske) forestillinger, som disse videnskaber (endnu 400 år efter Descartes) stadig hviler på. Biofagene må anerkende, at livets oprindelse på Jorden førte til, at den fysisk-kemiske dynamik blev overlejret (men selvfølgelig ikke erstattet) af et nyt dynamisk princip, som med tiden ville udvikle sig til det, vi kalder oplevelser og kognition, erkendelse. Allerede meget simple dyr som f. eks. koraldyr, gopler og søanemoner besidder en vis primitiv evne til at lære. Kognition handler i sin inderste kerne om, at kunne erkende de strukturer eller begivenheder i ens omgivelser, der har betydning for en - altså om at tyde omgivelserne som tegn. Og i denne simple forstand har alt levende et vist mindstemål af kognition (lad os - for at undgå at støde den dominerende opfattelse alt for meget - kalde det proto-kognition, når vi taler om organismer, der ikke har hjerner) - verden betyder noget for ethvert levende væsen, og det slipper dette væsen ikke godt fra at lade hånt om. Menneskets utroligt raffinerede psykiske beredskab er et resultat af evolutionens milliardårige optimeringsarbejde med arternes kognitive talenter. Jeg kalder det semiotisk frihed, fordi det dybest set handler om at kunne tyde tegn (i fagsprog kaldet semiosis). 


Sidst ændret 14. marts 2013

19© Jesper Hoffmeyer 2013