Refleksioner fra grænselandet mellem natur, psyke og tanke



Er det umagen værd at skrive bøger om naturfilosofiske emner, når så få køber/læser dem?  

Væltet stol

Jeg er begyndt at tvivle. I stedet kunne man jo skrive om væltede stole. Næppe stof nok til en hel bog ganske vist, men nu har jeg dog præsteret at skrive en artikel, hvor de væltede stole indtager en central plads. (se "Skabende mylder”)

Fremover vil jeg præsentere mine tanker og ideer i kortere form (op til kapitellængde) på denne blog. 


Temaet er: 

grænselandet mellem natur, psyke og tanke. 

Der vil ifølge sagens natur gå ret længe mellem, at ny skriftsteder kommer til, men de vil blive adviseret, når de er på plads.


Til tekster


Et SEMIOM. Hvad er det?

Som overskrift for min blog har jeg valgt SEMIOM. Ordet har jeg selv indført* i et forsøg at bringe bedre balance mellem arv og krop.  Jeg definerer SEMIOMET - analogt med et genom - som “totaliteten af de semiotiske hjælpemidler, organismen (arten) har til rådighed". Med “semiotiske hjælpemidler” mener jeg  “kommunikative og betydningsskabende” hjælpemidler, idet det at afkode betydningen af et fænomen er en proces, vores organisme uafladeligt engagerer sig i uden nødvendigvis at have noget kommunikativt formål. Det er altså SEMIOMET, der sætter en organisme i stand til at uddrage meningsfuld erkendelse af begivenheder og tilstande, og semiomet definerer således rækkevidden af en organismes kognitive og kommunikative formåen.

Da vi mennesker nu engang ligesom vandmænd, anemoner og alle mulige andre organismer på Jorden er i lommen på vores SEMIOM, er indsigt i det specielt menneskelige SEMIOM en forudsætning for at kunne tale meningsfuldt om, hvad det psykiske er for noget. SEMIOMET er på den måde en bro der forener det kropslige og det psykiske.

Jeg er selvfølgelig selv i lommen på mit eget specielle SEMIOM, for da mennesker i forhold til dyr er så relativt smarte oppe i knolden, er vi også meget mere individuelt forskellige (der er jo mange flere måde at være klog på, end der er at være dum på). Derfor giver det hos mennesker - modsat de allerfleste dyr - mening at tale om vores helt individuelle SEMIOM. Som sådan er semiomet blevet udformet gennem vores samlede livs historie - SEMIOMET er en livshistorisk kategori, ikke blot et medfødt “inderst inde". Og hvad der udtrykkes i disse skrifter er selvfølgelig altsammen set gennem mit eget personlige foranderlige SEMIOM.


* foredrag i Tartu i 2011 (udgivet som "The semiome: From genetic to semiotic scaf­folding" Semiotica 2014; bind 198: s. 11 – 31)



Hvad sjov kan der være ved en sortbroget ko? Men se bare.



Oprettet 16. februar 2014

jhoffmeyer@me.com   Skabende mylder© Jesper Hoffmeyer 2014