Tekster:

Bog omfavner kvinde

6. Metafysik. Konstruktivisme. Humanisme (Maj 2014)

Et forsvar for metafysik som tema for rationel refleksion.  Jeg håber at vise, at de metafysiske antagelser, vi - oftest uden at vide det - altid gør os, er alt andet end ligegyldige. I betragtning af, hvor dominerende en magtfaktor religiøse følelser er blevet, er det på tide, vi begynder at genoverveje ateismens fundament. Vi kan ikke blive ved med at ignorere de metafysiske lig, naturvidenskaben selv har i lasten. Efter min mening findes der langt mere troværdige og også stærkere videnskabeligt funderede  ikke-religiøse metafysikker end naturlovsmetafysikken. Sørgeligt derfor, at det normalt er alt, hvad der tilbydes fra videnskabens side i den offentlige debat



Sortplettet blåfugl

5. Biologihistorisk lys på "det skabende mylder" (Februar 2014)

Mutationsteorien (fremsat af Hugo deVries i 1903) stod i vejen for den moderne syntese, fordi den postulerede en enkelt faktor, mutationen, som den direkte kilde til forandringsprocessen. Ved at udskifte dette billede med mikromutationer og kombinere disse med en statistisk betragtningsmåde, der satte populationen i centrum snarere end individet, nåede man i 1930erne frem til den moderne syntese, neodarwinismen. Hvad der er brug for nu, er en tilsvarende opløsningsproces. Ideen om en enkelt altdominerende årsag til evolutionen, selektionen, må udskiftes med billedet af et mylder af lokale begivenheder som evolutionens fødekilde. 



Struds i løb

4. Skabende mylder (januar 2014)

Om en overset forklaringsform i naturvidenskaben. Mere kendte forklaringsformer er “nødvendighedsmodellen”, hvor forklaringen består i henvisning til naturnødvendigheder (virkende årsager) eller “hensigtsmodellen”, hvor forklaringen består i henvisning til en organismes hensigter eller formål (finale årsager). Den sidste er strengt forbudt i naturvidenskaben, der knap nok anerkender den som lovlig forklaringsform i det menneskelige samkvem. Ingen af disse forklaringsmodeller indfanger imidlertid det centrale i naturens lange historie: den frembryden af principielt uforudsigelige nyskabelser, som foregår i alle historiske systemer, herunder også naturhistoriske systemer. Her må vi inddrage en helt tredie forklaringsform, som vi kunne kalde “emergensmodellen”, hvis grundliggende mekanisme netop er det, jeg kalder det "skabende mylder” .


Klee.senil

3. Viden og krop

Udkast til kapitel i Drude van der Fehr (red.): Vitensformer (under udgivelse).

Naturvidenskabens tabu mod final kausalitet og fænomenologiens afvisning af vores mulighed for at erkende "tingen-i-sig-selv" er indvendigt forbundne fejltagelser. Begge beror på en manglende erkendelse af, at både liv og kognition i grundliggende forstand er semiotiske fænomener. Begge har Descartes’ sansemekanik som et ufordøjet lig i lasten. For at overskride denne sterile tvedeling, må sansemekanikken udskiftes med en sansesemiotik. Kun på den måde kan vi nå frem til en naturvidenskabelig fundering af oplevelseslivet. Semiosis (dvs. tolkningen af tegn), emotion og oplevelse kan derved ses som en succession af stadig mere sofistikerede udfoldelser af samme elementære livsagens.


Silkeaber turntaking

2. Om sproglig rytmesans 

Klumme i Weekendavisen, Ideer, 27 december 2013)

Når vi snakker med hinanden, indtager vi på skift rollen som talende og lyttende. Fænomenet kaldes turn-taking. Meget tyder på, at denne mekanisme, at vi skiftes, grundlægges allerede i mor-barn samspillet under amningen. Spædbarnet holder af uforklarlige grunde små pauser, som får mor’en til at ryste det blidt, og når hun så holder op med at ryste det, begynder barnet igen at sutte løs. Det virkelig interessante ved denne mekanisme er, at den ikke som sådan er nedarvet. Hvad der er nedarvet er kun spædbarnets uforklarlige pauser, som ikke findes hos nogen andre pattedyr, og disse pauser giver så anledning til, at der opstår en rytmisk interaktionsproces mellem mor og barn. En grundform for alt socialt samspil hos mennesker bliver på den måde bygget ind i vores biologi.



Hop

1. Abstraktioners helligbrøde (juli 2013)

“Kraft” er ret beset et kropsligt begreb, for vi lærer det at kende nærmest fra fødslen, når vi løfter noget tungt (hovedet f. eks.) eller skubber til noget. Og dog kunne Newton bruge dette begreb til at beskrive begivenheder i himmelkrummet. Er det ikke underligt? Vel en slags bevis for at naturen ligner os levende væsner noget mere, end naturvidenskaben har villet akceptere? Men begrebet “kraft” er også en abstraktion, og sådan nogen rummer deres egne særlige farer.




Senest ændret 7. maj 2014

jhoffmeyer@me.com   Skabende mylder© Jesper Hoffmeyer 2014